fbpx

Iñigo Martínez: 'Det var den rigtige beslutning'

Aamer Al-Khatib - 12.09.25

 


Iñigo Martínez forlod som bekendt Barca til fordel for saudiarabiske Al-Nassr, til stor overraskelse for de fleste Barca-fans. Han er dog selv glad for klubskiftet og mener, det var den rigtige beslutning.

Det kom som en overraskelse for mange i Barcelona, da Iñigo Martínez’ sommer-exit til Al-Nassr var en kendsgerning. Klubben mærker fortsat tomrummet i midterforsvaret, men alligevel understregede den spanske stopper, at skiftet var hans egen beslutning – og én, han står fuldt og fast ved. Det sagde han i et interview med Al-Nassr's egne medier, som gengives i avisen Mundo Deportivo.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Det var en velovervejet beslutning. Jeg ville prøve andre udfordringer, en anden by og en anden kultur. Det er første gang, jeg har forladt min komfortzone, og jeg havde virkelig lyst til det' sagde han.

Den økonomiske pakke fra Al-Nassr var svær at sige nej til, men for Martínez handler det også om ambitioner. Han drømmer om at være med til at bringe klubben tilbage til regelmæssige trofæer sammen med nogle af verdens største stjerner. 'Der er stadig meget arbejde foran os, men vigtige skridt bliver taget, og det er smukt og spændende at være en del af. Jeg vil fortsat konkurrere på højeste niveau og vinde alle mulige titler' lød det fra baskeren.

En af de store motivationsfaktorer er muligheden for at dele omklædningsrum med Cristiano Ronaldo, som han tidligere har stået overfor mange gange i La Liga. 'Det motiverer mig at kunne kæmpe sammen med Cristiano for at vinde titler. Jeg har haft mange kampe imod ham, og det var svært at stoppe ham – men at have ham på min side er noget, der begejstrer mig' fortalte Iñigo Martínez.

Afslutningsvis understregede den 34-årige forsvarer, at han nyder livet i Saudi-Arabien og føler sig tilpas i sit nye miljø. 'Jeg er glad for at være i denne store klub med de bedste spillere i verden' afsluttede han.

martinez7F
© Getty Images

// Iñigo Martínez
.:FORSIDE:.