Ingen forventer at se Dembélé i aktion denne sæson

FCBARCELONA.DK - 03.07.20

© Getty Images

Der er en reel mulighed for, at Ousmane Dembélé kan nå at blive klar til slutfasen af Champions League i slutningen af august måned. Alligevel regner ingen med, at angriberen kommer mere i aktion i denne sæson.

Der er meget stille om Ousmane Dembélés genoptræning og tilstand lige nu. Den franske angriber holder sig ude af mediernes søgelys og klubben melder ikke noget ud om, hvordan det går med at blive klar.

Han blev opereret i februar måned og dengang lød prognosen på seks måneders genoptræning. Hvis alt går som planlagt, vil han altså kunne spille til august måned, hvor Champions League spilles færdig som en slutrunde i Portugal fra den 12. til den 23. august, hvor finalen spilles.

Her har Barca mulighed for at komme med, hvis de klarer sig videre fra returkampen mod Napoli i 1/8 finalen, efter at første opgør i Italien endte 1-1. Det opgør forventes spillet den 8. eller 9. august.

Ingen regner dog med at se Dembélé i aktion i Portugal, da det vurderes for risikabelt, at udsætte den skrøbelige spiller for sådan en belastning, lige efter en seks måneders pause.

I stedet forventes det, at Dembélé får ro til at styrke det opererede lår, så han kan melde sig 100% klar, når næste sæson skydes i gang.

.:FORSIDE:.