I morgen rejser holdet til Japan

FCBARCELONA.DK - 19.07.19

Mindre end en uge efter at træningen er startet op, skal Barcas spillere ud på en lang rejse til Japan, hvor der venter to træningskampe. Senere i dag beslutter Ernesto Valverde sig til, hvem der skal med.

Turen til Japan kommer meget tidligt i sæsonforberedelserne, hvilket Ernesto Valverde da også erkendte i forgårs i et interview med Barca TV. Her kunne man tydeligt fornemme på ham, han ikke fandt timingen optimal.

Holdet rejser af sted i morgen lørdag og Barca-træneren skal finde ud af hvem der skal med. Oplagt er det selvfølgelig, at de 17 førsteholdsspillere der træner med lige nu alle udtages.

Det kan dog ikke afvises at der venter en overraskelse eller to, for måske nogle sorteres fra fordi et klubskifte er på vej. Her kunne der f.eks. være tale om Rafinha, men måske kampene i Japan vil være en god anledning for ham til at vise sig frem og skabe interesse.

Ellers er det mest spænding om hvor mange og ikke mindst hvilke spillere fra B-holdet der belønnes med en tur med førsteholdet. Her er Iñaki Peña, Monchu, Collado, Oriol Busquets, Riqui Puig og Carles Pérez gode bud, men måske også den nytilkomne japaner Hiroki Abe er en mulighed.

Det bliver sandsynligvis efter fredagens sene træning at Valverde kommer med navnene på dem der skal med.

.:FORSIDE:.