I går udløb Szczesnys kontrakt med Barca
FCBARCELONA.DK - 01.07.25
Målmandskabelen i Barca er endnu ikke gået op og nu står Wojciech Szczesny i den besynderlige situation, at hans kontrakt er udløbet samtidig med, at alt tyder på en forlængelse, men hvor intet er blevet officielt bekræftet.
Szczesny gjorde det godt som hasteindkaldt afløser for den langtidsskadede Ter Stegen og derfor var der hurtigt forlydender om, at Barca ville tilbyde den polske keeper en forlængelse. Sportsdirektør Deco har også for nylig bekræftet klubbens intentioner.
Artiklen fortsætter under annoncen
Alligevel går tiden uden at der sker noget. Szczesny er på ferie og med kontraktudløb i går den 30. juni, står han reelt uden nogen kontrakt. Der ligger måske allerede en underskrevet forlængelse, men klubben har intet meldt ud og Szczesny selv forholder sig også tavs.
Det er en kendsgerning, at Barca er overbooket på målmandspositionen. Ud over Ter Stegen og Szczesny, råder man også over nyindkøbte Joan García samt Iñaki Peña. Hansi Flick har kun brug for to af dem, så det er indlysende at der må ske ændringer.
Det forventes at Szczesny forlænger med et år, med mulighed for yderligere et år, hvis både klubben og keeperen ønsker det, men indtil det bliver officielt bekræftet, står Szczesny reelt uden klub.
© Getty Images// Wojciech Szczesny