I aften går det løs i sæsonens hidtil største kamp, når Atlético Madrid gæster Camp Nou i Champions Leagues kvartfinale. Der er lagt op til en intens og taktisk affære mellem to hold, der kender hinanden til mindste detalje.
Tre møder med Atlético Madrid på blot 10 dage. Det er kendsgerningen for Barca, hvor aftenens opgør kommer blot få dage efter, at catalanerne sikrede sig en vigtig 2-1-sejr mod netop Atlético på Metropolitano i La Liga i weekenden. Godt nok med en mand i overtal i hele anden halvleg, der uden tvivl har givet selvtillid, men også en klar påmindelse om, hvor hårdt og fysisk Diego Simeones mandskab spiller. I omklædningsrummet er der en forventning om, at aftenens kamp kan udvikle sig til en regulær krig.
Artiklen fortsætter under billedet

For Flick er budskabet til spillerne tydeligt. Opgøret skal afgøres, eller som minimum tippes kraftigt, allerede i den første kamp. Tyskeren ved, at det bliver endnu sværere i returkampen, og derfor er der fokus på at udnytte hjemmebanefordelen og sætte sig tungt på kampen fra start.
Men optakten har ikke været uden udfordringer. Raphinha er skadet, Frenkie de Jong er fortsat ude, og samtidig må Barca undvære Marc Bernal, der pådrog sig en forstuvning af det venstre ankelled i weekendens kamp. Det efterlader midtbanen tyndt besat og tvinger Flick til at tænke kreativt i sin opstilling.
Omvendt kommer Atlético med friske kræfter. Flere profiler er tilbage i truppen, hvilket giver gæsterne et løft, og med deres velkendte disciplin og evne til at lukke kampe ned bliver de en vanskelig modstander.
Et af de store spørgsmål bliver, hvordan Barca griber offensiven an. Skal Robert Lewandowski starte som den klassiske angriber, eller vælger Flick igen en mere fleksibel løsning med Ferran Torres som nier og Dani Olmo i en fri rolle? Valget kan blive afgørende mod et Atlético-hold, der er ekspert i at forsvare sig kompakt.
Kampen forventes at blive præget af intensitet, dueller og små marginaler. Atlético vil sandsynligvis stå dybt og forsøge at frustrere Barca, mens hjemmeholdet skal finde balancen mellem tålmodighed og tempo i spillet. Et tidligt mål kan ændre hele kampbilledet.
Stemningen, spændingen og forventningen med forventet fuldt hus på 62.000 tilskuere på lægterne – det hele kulminerer i aften, hvor endnu et kapitel i Barcas europæiske historie skal skrives. Og forhåbentlig bliver det med et gunstigt udgangspunkt inden returopgøret i Madrid på tirsdag.
Kampen mellem Barca og Atlético Madrid fløjtes i gang kl. 21.00, og den vises på TV3 Sport.
© Getty Images// Atletico Madrid