fbpx

I aften kan Barca vinde sæsonens første trofæ

Aamer Al-Khatib - 11.01.26

 



Så er det i aften, at Barca kan vinde sæsonens første titel i Supercopa de España, når catalanerne dyster i en vaskeægte Clásico-finale mod ærkerivalerne fra Real Madrid. Her skal de forsøge at revanchere nederlaget i ligaen.

Barca står i aften over for sæsonens første store mulighed for revanche, når de møder Real Madrid i finalen af Supercopa de España i Jeddah. Catalanerne spillede sig overlegent videre med en 5-0-sejr over Athletic Club Bilbao, og i Barca-lejren var der ingen tvivl om ønskemodstanderen. Spillerne ville have Real Madrid, og de ville have chancen for at slå tilbage efter 1-2-nederlaget i efterårets Clásico i La Liga på Bernabéu.

Stemningen i den blå-røde trup er præget af både selvtillid og målrettethed. Flere spillere fulgte Real Madrids semifinale mod Atlético Madrid fra hotellet i Saudi-Arabien, og da Real Madrid sikrede sig finalepladsen med en 2-1-sejr, blev det modtaget med tilfredshed. Under Hansi Flick har Barca haft et klart overtag i Clásico-opgørerne, og tyskeren går ind til sin sjette kamp mod rivalerne med fire sejre i bagagen – heriblandt sidste sæsons Super Cup-finale, som Barca vandt overbevisende med ydmygende 5-2, trods en halv time i undertal.

Artiklen fortsætter under annoncen


Netop finaler er et særligt kapitel i Flicks trænerkarriere. Han har endnu aldrig tabt en finale som cheftræner, hverken i Bayern-tiden eller i Barca, hvor han allerede har vundet sølvtøj mod netop Real Madrid. Det giver en ekstra ro i Barca-lejren, hvor troen på planen og strukturen er intakt, også selv om Kylian Mbappé ventes tilbage i madrilenernes opstilling efter en knæskade.

Internt har spillerne et fælles mål om at vinde trofæet for anfører Ronald Araújo, der har været igennem en svær psykisk periode og næppe kommer i spil i aftenens opgør.

Sportsligt har Flick dog en svær beslutning at træffe, især på den offensive midtbane. Valget står mellem Dani Olmo og Fermín López – to spillere i god form, men med vidt forskellige kvaliteter. Olmo tilbyder kontrol og overblik i de små rum, mens Fermín bringer energi, dybdeløb og måltrussel. Hvilken type kamp Flick forventer, kan meget vel afgøre startopstillingen. Dog tyder meget på, at valget falder på en storspillende Fermín López.

Et andet centralt navn er Lamine Yamal. Det unge stjerneskud meldes 100 procent klar efter at være blevet sparet i semifinalen efter en mavevirus, og internt i klubben er der store forventninger til, at han kan blive kampafgørende. Finalen ses som en vigtig scene for Yamal, der endnu mangler at sætte sit tydelige præg på de allerstørste kampe i denne sæson.

Real Madrid kommer ikke uden problemer. Flere profiler kæmper med skader, herunder Antonio Rüdiger og Rodrygo, mens Mbappés comeback stadig rummer usikkerhed. Alligevel ved Barca, at en finale mod Real Madrid aldrig er til at forudsige. Med sæsonens første trofæ på spil, en sulten trup og et klart ønske om revanche er der lagt i kakkelovnen til endnu et intenst og betydningsfuldt El Clásico på saudiarabisk jord.

Kampen mellem Barca og Real Madrid sparkes i gang kl. 20.00, og den kan ses på Sport Live.

gol45F
© Getty Images

// Supercup
.:FORSIDE:.