Hvorfor trækker det ud med Roony og Casadós exit?
FCBARCELONA.DK - 28.07.26
Det tages nærmest for givet, at Marc Casadó og Roony Bardghji forlader Barca denne sommer, enten på en lejeaftale eller ved et salg. Endnu er der dog intet sket, og spørgsmålet er, hvorfor Barca trækker beslutningerne ud.
Casadó og Roony var begge blandt de 30 spillere, der i går rejste til Birmingham, hvor holdet skal på træningslejr i otte dage. Mange havde ellers ventet, at de ville have forladt klubben tidligt i transfervinduet, da de ikke indgår i Hansi Flicks planer for den nye sæson.
Artiklen fortsætter under annoncen
De to spillere står i forskellige situationer. 22-årige Casadó har for længst vist sit værd, men har tabt kampen om spilletiden på midtbanen, så for ham handler det om at fortsætte karrieren et andet sted.
Roony betragtes stadig som et talent, der skal udvikle sig og finde sin vej, men i Barca står han bagerst i køen om spilletid på højre kant, ikke mindst efter købene af Anthony Gordon og Karim Adeyemi. Derfor skal han finde en klub, hvor han kan fortsætte sin udvikling.
Barca har dog ikke travlt med at komme af med dem. Sportsdirektør Deco ved, at der er masser af interesse for de to spillere, og at det derfor ikke bliver svært at finde nye destinationer til dem. Klubben afventer, hvad der ellers sker af ændringer i truppen, inden man tager nogen beslutninger.
Hverken Casadó eller Roony presser på for at komme væk. De drømmer begge om endnu en chance under Hansi Flick, og derfor arbejder de hårdt ved træningen.
Der kan derfor godt gå flere uger, inden der sker noget, og det bliver måske først i slutningen af transfervinduet, der lukker den 1. september.
© Getty Images// Roony Bardghji // Marc Casadó