Hvorfor besøgte Eric Abidal ikke spillerne forleden?

FCBARCELONA.DK - 25.05.20

© Getty Images

I forgårs besøgte præsident Josep Maria Bartomeu spillerne ved træningen og efterfølgende har den catalanske sportspresse undret sig over, hvorfor sportschef Eric Abidal ikke også deltog, som han ellers tidligere har gjort.

Da Bartomeu lørdag formiddag mødte spillerne på træningsanlægget Ciutat Esportiva, havde han selskab af Oscar Grau fra klubbens ledelse. Formålet med mødet var at orientere om situationen med opstarten af ligaen og iøvrigt høre hvordan spillerne havde det.

Tidligere når Bartomeu har besøgt træningen, hvilket ikke sker særlig ofte, har han fulgtes med sportschef Eric Abidal, men han var ikke med i lørdags. Den catalanske sportspresse har hæftet sig ved fraværet, der ikke er blevet forklaret af Bartomeu.

Det er ingen hemmelighed, at Abidal er blevet noget upopulær hos spillerne. Først fordi han valgte at fyre Ernesto Valverde, en fyring som flertallet af spillerne angiveligt mente var forhastet. Dernæst fordi Abidal på et tidspunkt kritiserede holdet indsats offentligt, hvilket skabte en konfrontation med Messi. Det spiller nok også ind, at Abidal får skylden for, at truppen denne sæson kun er på 19 mand, hvilket gør holdet sårbart.

At Abidal ikke var til stede lørdag tolkes som et tegn på, at hans rolle som sportschef er svækket. Der har været rygter om, at han kunne blive skiftet ud, men noget tyder på, at Bartomeu holder fast i ham, fordi Bartomeus præsidentperiode slutter efter næste sæson.

Abidal har tillsyneladende valgt at holde lav profil og i stedet sætte fuld fokus på det kommende transfervindue, der ikke kan undgå at blive utraditionelt på grund af coronakrisen.

.:FORSIDE:.