fbpx
Annonce

Hvor kan Barca få hjælp i ligaens sidste fire runder?

FCBARCELONA.DK - 07.07.20

© Getty Images
// La Liga // Real Madrid

Der resterer fire runder af La Liga og Barca er fire point efter Real Madrid, der derudover er bedst indbyrdes. Derfor skal der hentes fem point ind på de hvide og spørgsmålet er, hvor Barca kan have et spinkelt håb om hjælp.

Det ser mere end svært ud for Barca at genvinde mesterskabet. Real Madrid har totalt ryddet bordet efter coronapausen, mens Barca har smidt hele seks point i de syv kampe der er spillet. Det har betydet, at Madrid har overhalet Barca i tabellen.

Fire point skiller de to ærkerivaler, men da Real Madrid er bedst indbyrdes efter 0-0 på Camp Nou og 2-0 på Bernabeu, bliver de mestre i tilfælde af pointlighed, uanset målscoren. Derfor skal Barca hente fem point mere end Madrid i de sidste fire runder, hvilket ikke virker synderlligt sandsynligt, når man ser på kampprogrammet.

Real Madrid skal altså som minimum tabe en kamp og spille én uafgjort i de sidste fire runder, hvis Barca skal have mulighed for at overhale dem i tabellen.

Skal miraklet ske vil det det først og fremmest kræve, at Barca vinder sine resterende fire kampe. Her møder de Espanyol hjemme, Valladolid ude, Osasuna hjemme og Alavés ude. Viser Barca samme takter som mod Villarreal søndag, bør det kunne blive til 12 point i disse kampe.

Mere interessant er det, hvor catalanerne skal krydse fingre for pointtab til Real Madrid. De hvide møder Alavés hjemme, Granada ude, Villarreal hjemme og Leganés ude.

Madrid-klubben Leganés venter i sidste runde, hvor de med stor sandsynlighed allerede er dømt til nedrykning, så her smider Madrid næppe point. De øvrige tre hold har alle noget på spil. Alavés kæmper for at holde sig fri af nedrykning, Granada har et lille håb om en top 6 der giver plads i europæisk fodbold, mens Villarreal vil kæmpe for at holde sig i netop top 6. Det er dog stadig svært at tro at Alavés og/eller Villarreal får point i Madrid.

Måske Barca kan håbe på lidt hjælp fra en uventet kant, nemlig dommerne og VAR. Real Madrid har tydeligt været favoriseret på det seneste af kontroversielle kendelser og det kan ubevidst få dommerne til enten at bortdømme Madrid eller hjælpe Barca, for ikke at blive udsat for yderligere kritik.

.:FORSIDE:.