Hvem er Rey Manaj? Her er et portræt

FCBARCELONA.DK - 14.02.20

© FC Barcelona

Quique Setién overraskede i dag ved at udtage den relativt ukendte Rey Manaj til kampen i morgen mod Getafe. Vi kommer her med et portræt af den 22-årige albansk-fødte angriber.

Det er Barcas store problemer med mangel på angribere, der har givet Rey Manaj en plads i truppen til kampen i morgen eftermiddag mod Getafe. Suárez og Dembélé er som bekendt skadet, mens Carles Pérez og Abel Ruiz forlod klubben i januar.

Rey Manaj er ikke kendt af mange Barca-fans. Han kom til klubben fra Albacete i januar måneds transfervindue for at hjælpe Barca B. Her har han gjort det godt trods den korte tid, hvilket er en anden årsag til udtagelsen tidligere i dag.

Manaj er født i Albanien, men flyttede til Italien med sine forældre som 11-årig. Han fik sin første kontrakt med Cremonese som 17-årig, hvor han efter blot et år kom videre til Inter. Her fulgte der en lidt omtumlet periode med lejeaftaler til Pescara, Pisa og Granada.

I sommeren 2018 skiftede han til Albacete i 2. division A, hvor han blev noteret for 37 kampe og 9 mål. I januar valgte Barca så at købe ham, for at styrke klubbens B-hold.

Manaj beskrives som en pågående spids-angriber, der er god med begge ben og som også er stærk i hovedspillet. Han er god teknisk og er heller ikke bange for at forsøge sig fra distancen.

Hans helt store problem er hans temperament, der ved flere lejligheder har bragt ham på kant med såvel dommere som trænere.

Manaj fik landholdsdebut for Albanien allerede i 2015, hvor han scorede efter blot 12 sekunder på banen. Siden er det i alt blevet til 11 landskampe.

Der er således tale om en ret erfaren spiller trods sine kun 22 år. Udtagelsen mod Getafe kan blive hans helt store chance for at vise sig frem på den helt store scene.

.:FORSIDE:.