Hvad skal Barca med Jean-Clair Todibo?

FCBARCELONA.DK - 09.01.19

Tirsdagens officielle melding om, at Barca henter den kun 19-årige Jean-Clair Todibo på fri transfer til sommer har skabt debat om, hvorfor man vælger at satse på en spiller med kun 10 kampe i Ligue 1.

Todibo er et totalt ubeskrevet blad i europæisk fodbold og nu kan han kalde sig Barca-spiller fra den 1. juli. Så hurtigt kan det gå i professionel fodbold.

Ingen tvivl om at Todibo er et stort talent med et kæmpe potentiale. Da han samtidig kunne forlade Toulouse på fri transfer til sommer, var det ikke overraskende at flere storklubber stod klar med lukrative kontrakter.

Det blev Barca der løb med ham, men spørgsmålet er, hvad de vil gøre med ham, når han møder op til træning efter sommerferien. Får han en plads i førsteholdstruppen, lejes han ud eller sælges han hurtigt videre for at score en fortjeneste?

Man skal ikke langt tilbage i tiden for at finde to andre unge forsvarsspillere, der hurtigt røg videre til andre klubber, nemlig Marlon Santos og Yerry Mina. I begge tilfælde tjente Barca gode penge på det korte ophold i klubben.

Der er næppe tvivl om, at Todibo skal deltage i sommerens sæsonforberedelser med Barca, hvor holdet skal en tur til Asien og spille træningskampe. Her får man det første indtryk af den unge franskmand.

Med sine kun 19 år og sparsomme erfaring fra højeste niveau, får Todibo brug for spilletid for at udvikle sig. I Barca vil det være Piqué, Umtiti og Lenglet der får spilletiden og derfor virker det mest sandsynligt, at Todibo lejes ud i næste sæson.

Her vil han blive fulgt tæt af Barca-ledelsen i håbet om, at udviklingen fortsætter, så han kan vende tilbage til Barca. Sker det ikke, vil han kunne sælges videre med god fortjeneste, da Barca som bekendt ikke skal betale en krone til Toulouse.

Det vil altid være et sats at hente et så uerfarent talent som Todibo, men Barca står i en situation, hvor de næsten kunne kan vinde. Enten har de fået en fremtidig klassespiller gratis eller også kommer der lidt penge i klubkassen.

.:FORSIDE:.