Hvad kan Barca forvente sig af Junior Firpo?

Anders Lang Jensen - 19.08.19

© Getty Images

Efter lang tids søgen efter den rette profil på venstreback, hentede Barca langt om længe en ny reserve til Jordi Alba. Navnet er Junior Firpo og den unge back-spiller ser lovende ud, men hvad kan Barca forvente sig af ham?

Jordi Alba spillede sidste sæson utrolig mange kampe, fordi truppen manglede en decideret backup på venstrebacken. Det er nu lykkedes denne sommer, hvor Junior Firpo er kommet til fra Real Betis for et beløb, der i første omgang lyder på 18 millioner euro.

Der er ingen tvivl om, at Junior Firpos store styrke er rent offensivt, hvorfor Barca også har fundet ham interessant. Junior har samtidig en fysik og en hurtighed, som han udnytter i sit defensive spil. Med sin fart kan den spanske U21-landsholdsprofil hurtigt vinde tacklinger og komme tilbage i position.

Junior er høj af en back at være – han måler nemlig hele 184 centimeter, hvilket også er betydeligt højere end Jordi Albas 170 centimeter. Derfor har Junior en duelstyrke i luften, der giver Barca en stor fordel på sigt - også på eventuelle dødbolde.

Juniors fremadrettede spil har man store forventninger til i Barca. Hans utrolige speed er på højde med Jordi Albas, og med et godt venstreben kan Junior på kort sigt presse Albas ellers så stensikre startplads. Det giver en positiv øget konkurrence.

På lang sigt har Barca med stor sandsynlighed, for en relativ beskeden transfersum, fundet en ung sprudlende venstreback til fremtidens Barca-hold, når den efterhånden 30-årige Jordi Alba en dag stopper.

.:FORSIDE:.