Hvad gør Flick med den defensive midtbane?
FCBARCELONA.DK - 23.06.25
Når Hansi Flick indleder den nye sæson den 13. juli, vil han stå med tre spillere der higer efter pladsen på den defensive midtbane, lige foran forsvaret. Spørgsmålet er hvordan Barca-træneren får løst den kabale.
Det drejer sig om Frenkie de Jong, Marc Casadó og Marc Bernal, der alle forventes at stå til Hansi Flicks rådighed, når forberedelserne til den nye sæson går i gang. Tre spillere til samme position ligner ingen nem opgave at løse for Barca-træneren.
Artiklen fortsætter under annoncen
Sidste sæson var netop kun lige gået i gang, da Marc Bernal pådrog sig en alvorlig knæskade, der holdt ham ude resten af sæsonen. Den nu 18-årige Bernal imponerede i de få kampe han nåede at spille, så han står på spring til at finde topniveauet.
Frenkie de Jong indledte sæsonen med en langvarig ankelskade og i hans fravær leverede Marc Casadó på et flot niveau, men skæbnen ville, at netop som De Jong var klar, blev Casadó skadet. Det betød at De Jong sluttede sæsonen på den defensive midtbane og også hollænderen leverede flot.
Mens Casadó og Bernal betragtes som naturlige på den defensive midtbane, er De Jong mere alsidig og kan også spille længere fremme. Det kan måske løse en del af problemet for Flick, men De Jong anses som den bedste defensive midtbanespiller i truppen og det kan sende Casadó og Bernal ud på bænken.
Der kommer mange kampe i næste sæson, hvor der bliver brug for rotationer, men det bliver spændende at se, hvordan Flick vil forsøge at holde alle tre spillere tilfredse.

// Frenkie de Jong // Marc Casadó // Marc Bernal