Historisk hjemmebanerekord er en realitet
Søren Wennerwald - 18.05.26
Søndagens hjemmekamp mod Betis handlede mest om Lewandowskis afsked, men det blev også historisk på en anden måde. Med sejren på 3-1 skrev Barca historie ved at have vundet alle sæsonens hjemmekampe i La Liga.
19 sejre i 19 hjemmekampe er kendsgerningen, efter at Barca i går spillede for sidste gang denne sæson hjemme på Spotify Camp Nou og vandt med 3-1 over Real Betis. Aldrig før, mens der har været 20 hold i La Liga, har et hold vundet samtlige kampe på egen bane. Dette skete med en imponerende målscore på 57-10, altså præcis tre mål i snit per kamp.
Artiklen fortsætter under annoncen
Lidt pudsigt er rekorden sat på tre forskellige stadions, for holdet indledte sæsonen på Estadi Olímpic på Montjuïc, idet Spotify Camp Nou ikke var klar til brug. I september måtte holdet sågar spille to hjemmekampe på det lille Estadi Johan Cruyff, der til daglig huser andetholdet Barca Atlètic og kvinderne Barca Femení. Først i slutningen af november sidste år kunne Spotify Camp Nou tages i brug.
Det er derfor en bemærkelsesværdig rekord, som Barca har sat, og på sit pressemøde efter kampen mod Betis glædede træner Hansi Flick sig da også over bedriften.
'Vi har nået målet, som var at vinde alle 19 hjemmekampe. Det er svært at vinde alle kampe på hjemmebane, men vi gjorde det, og jeg ønsker holdet tillykke. Det har været en perfekt sæson på hjemmebane,' lød det blandt andet fra ham.
© Getty Images// Camp Nou