fbpx
Annonce

Her er programmet for Braithwaites præsentation i dag

FCBARCELONA.DK - 20.02.20

© FC Barcelona
// Martin Braithwaite

Efter offentliggørelsen af Barcas køb af danske Martin Braithwaite, venter der en hektisk dag for danskeren, der præsenteres i aften på Camp Nou. Se her danskerens program for dagen.

Der venter nok den mest hektiske dag i Martin Braithwaites fodboldkarriere, for han har med garanti aldrig oplevet sådan en opmærksomhed, som han vil få i aften ved sin officielle præsentation. Her vil han blive mødt af et massivt pressekorps og en byge af spørgsmål.

Det hele går løs fra kl. 18.00, hvor han underskriver sin kontrakt på præsident Josep Maria Bartomeus kontor. Her har pressen ikke adgang, men klubbens egen fotograf vil stå klar til at tage et hav af fotos.

Kl. 18.45 er det så tid til at trække i Barca-trøjen for første gang. Her skal Martin Braithwaite nemlig stille op til fotografering nede på Camp Nous græstæppe. Her vil der bliver jongleret lidt med et bold og ellers handler det om at posere for fotograferne. Det må forventes, at nogle tusinde fans har fundet vej til tribunen, hvor der er gratis adgang.

Kl. 19.15 handler det om den officielle præsentation i klubbens presselokale. Her vil Eric Abidal sandsynligvis fortælle om baggrunden for købet af danskeren og der vil blive taget de velkendte fotos, hvor Braithwaite holder trøjen med sit navn på. Her kunne vi i går her på fcbarcelona.dk afsløre, at han får trøje nr. 19.

Efter fotoseancen holdes der pressemøde, hvor Martin Braithwaite må forvente mange spørgsmål om det uventede og meget overraskende skifte.

Pressemødet forventes først at slutte ved 20-tiden, så det bliver nogle hektiske timer for Barcas nye danske spiller.

.:FORSIDE:.