fbpx

Her er Barcas plan for at beholde Rashford

Aamer Al-Khatib - 07.11.25

 


Marcus Rashfords ophold i Barca har indtil videre været en sand succeshistorie. Englænderen har imponeret under Flick og fundet sig hurtigt til rette i den catalanske offensiv, og Barcas plan er klar for at beholde ham.

Lige siden Marcus Rashford ankom til Barcelona på en fordelagtig lejeaftale fra Manchester United i sommer, har han leveret varen. Ifølge avisen Sport ønsker Barcas ledelse nu at gøre aftalen permanent – men kun under bestemte betingelser.

Barca er begejstrede for Rashfords præstationer, både på og uden for banen. Klubbens sportslige sektor ser ham som en spiller, der tilfører holdet tempo, dybde og erfaring, og derfor vil man gerne sikre hans fremtid på Spotify Camp Nou. Men økonomien spiller en afgørende rolle, og Rashford skal acceptere en markant lønreduktion, hvis han skal fortsætte i blaugrana-trøjen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ifølge Sport vil planen være at tilbyde Rashford en kontrakt frem til 2030 med en lavere grundløn, men til gengæld med langsigtet økonomisk stabilitet. Barca er indstillet på at udløse den købsoption på omkring 30 millioner euro, som Manchester United indsatte i lejeaftalen – et beløb, klubben anser som realistisk. Men Rashfords nuværende lønforhold er langt fra, hvad catalanerne kan tilbyde.

Den 28-årige angriber tjener i øjeblikket tæt på 40 mio. euro årligt inklusive bonusser og skatter. Allerede i denne sæson har Rashford accepteret en betydelig lønnedgang for at gøre flytningen til Barcelona mulig, men en permanent aftale vil kræve et endnu større kompromis fra hans side. Klubben håber, at hans ønske om at blive i Catalonien vil veje tungere end pengene.

Rashfords lejr har ifølge avisen allerede signaleret, at han er åben for en permanent aftale og villig til at drøfte nye vilkår. Forhandlingerne er i gang, men forventes først at tage fart i foråret, når sæsonen går på hæld. En forlængelse af lejeaftalen betragtes som usandsynlig – Barcas fokus er på en endelig aftale. For nu er meldingen klar: Marcus Rashford er ønsket i Barcelona, og klubben gør, hvad den kan for at beholde ham - men det skal være indenfor forsvarlige rammer.

rashford29F
© Getty Images

// Marcus Rashford
.:FORSIDE:.