Her er Barcas mulige modstandere i 1/8-finalen

FCBARCELONA.DK - 11.12.19

© Getty Images

Barca er videre i Champions League fra førstepladsen i gruppen og catalanerne kender allerede nu næsten alle de mulige modstandere, som man kan trække i ottendedelsfinalen.

Fra førstepladsen i gruppen skal Barca som bekendt møde et hold på andenpladsen fra en af de andre grupper. Catalanerne kan dog ikke trække et hold fra den spanske liga i ottendedelsfinalen og det betyder, at Real Madrid, som ender på andenpladsen i gruppe A, ikke kan trækkes.

I de andre grupper er der allerede nu fire hold, som ender på andenpladsen og som Barca kan trække. Her er tale om Tottenham, Napoli, Lyon og Chelsea, som alle kan blive catalanernes kommende modstander.

Derudover er der to grupper, hvor man først i aften finder den endelige stilling. Den ene er gruppe C, hvor andenpladsen står mellem Shakhtar Donetsk, Dinamo Zagreb og Atalanta. Barca vil altså kunne trække et af disse tre hold.

Den sidste er gruppe D, hvor det er Atlético Madrid og Leverkusen, som kæmper om andenpladsen. Hvis madrilenerne tager andenpladsen vil Barca som bekendt ikke kunne trække dem, da to hold fra samme land ikke kan mødes i ottendedelsfinalen. Bliver det derimod Leverkusen, som tager andenpladsen, vil Barca kunne trække tyskerne.

Den sidste runde i Champions League gruppespillet spilles i aften og lodtrækningen til ottendedelsfinalerne finder sted på mandag klokken 12.00.

.:FORSIDE:.