Héctor Fort mødt tidligt frem for at overbevise Flick
Aamer Al-Khatib - 09.07.25
Héctor Fort fik ikke megen spilletid i den forgangne sæson, og han er også blevet rygtet på vej væk denne sommer. Han er dog fast besluttet på at blive og i dag mødte han ind til træning før tid for at overbevise Hansi Flick.
Den unge Barca-back Héctor Fort har valgt at skære sin sommerferie kort og er mødt tidligt ind på træningsanlægget Ciutat Esportiva. Ifølge avisen Sport er den 18-årige forsvarsspiller fast besluttet på at vise sin dedikation og overbevise Hansi Flick om sin berettigelse i førsteholdstruppen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Fort blev spottet ved klubbens faciliteter onsdag morgen, hvor han gennemførte en individuel træningssession på over halvanden time. Den tidlige tilbagevenden vidner om en spiller, der er sulten efter mere spilletid – særligt efter at han blot nåede lidt under 900 minutter i La Liga i sidste sæson.
Barca-ledelsen meldes allerede positivt stemt over Forts optimistiske tilgang til tingene. Ifølge avisen har sportsdirektør Deco informeret den unge forsvarsspiller om, at han indgår i klubbens førsteholdsplaner for den kommende sæson. Hans evne til at dække begge backs gør ham ekstra interessant for Flick, der i forvejen værdsætter taktisk fleksibilitet.
Selv i ferien har Fort holdt formen ved lige med en personlig træner. Det understreger hans vilje til at tage det næste skridt i karrieren og udnytte enhver mulighed for at imponere trænerteamet, der starter forberedelserne til den nye sæson på søndag den 13. juli.
Med den officielle opstart lige om hjørnet og en asiatisk turné i vente, har Héctor Fort allerede sendt et klart signal: Han er klar til at kæmpe for en plads i startopstillingen.
© Getty Images// Hector Fort