Hansi Flick ønsker ikke at overlade noget til tilfældighederne og han kræver fuld fokus af sine spillere, for at de fælles målsætninger kan nås. Han skulle nu have besluttet at indføre strenge krav omkring fester og sociale medier.
Der er store forventninger til Barca, der i sidste sæson formåede at imponere hele fodboldverdenen med en offensiv spillestil, der samtidig kastede tre titler af sig. Catalanerne står således overfor en hård sæson, hvor kravene og opmærksomheden kun er blevet større.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det er også noget som Flick er bevidst omkring, da han ikke ønsker, at Barcas enorme popularitet og massive tiltrækningskraft tager fokus fra spillet på banen. Tyskeren skulle derfor ifølge avisen Sport have indført flere justeringer i førsteholdets interne regelsæt.
Cheftræneren skulle blandt andet have taget hånd om den overdrevne medieeksponering af sine spillere, der fjerner deres fokus. Flick skulle samtidig også have bedt spillerne om at holde deres festligheder på et minimum og understreget behovet for at balancere privatlivet med de stigende krav indenfor elitesport.
Tyskeren skulle til sidst også have bedt spillerne om at minimere deres kommercielle optrædener og holde det mere diskret, så det ikke forstyrrer deres daglige træningsprogram. Cheftrænerens nye tiltag skal sikre, at spillerne kan koncentrere sig om det som det handler om, nemlig at vinde kampe og titler.
Det er nok ikke noget dårligt gæt, at Lamine Yamal har inspireret sin træner til at stramme op. Teenageren holdt en vild 18-års fødselsdag der skabte stor debat, ligesom man ser ham tit på diverse sociale medier i sammenhænge, der intet har med en professionel fodboldspiller at gøre.
© Getty Images// Hansi Flick