fbpx

Hansi Flick: 'Jeg er glad for, at rejsen fortsætter'

Aamer Al-Khatib - 22.05.25

 


Onsdag kunne Barca offentliggøre forlængelsen med Hansi Flick frem til 2027, og i den forbindelse satte den tyske træner ord på den nye aftale og projektet i klubben, hvor der er stor optimisme blandt ledelse og fans.

Sent onsdag aften blev den nye aftale underskrevet på præsident Joan Laportas kontor, og selvom forlængelsen kun strækker sig til 2027, spreder beslutningen optimisme i både klubledelsen og blandt tilhængerne. Efter offentliggørelsen satte Flick ord på sin forlængelse via klubbens officielle mediekanaler. Her lagde han vægt på, at projektet i Barca langt fra er færdigt.

'Jeg er glad, fordi denne rejse fortsætter. Jeg føler, at vi ikke er ved vejs ende, og at dette hold har et enormt potentiale. Det er et ungt hold, som har fortjent alt det, vi har opnået denne sæson, og jeg er meget glad for at arbejde med dem. Vi arbejder hårdt i hverdagen, og i weekenderne ser vi, hvad der virker – og hvad vi skal ændre. Det vigtigste er, at vi alle går i samme retning og bliver bedre skridt for skridt' lød det fra Flick.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Siden sin ankomst i sommer har den tidligere tyske landstræner skabt imponerende resultater. Han har ført holdet til en hjemlig treble med sejre i La Liga, Copa del Rey og den spanske Supercup – og netop den sportslige succes har ifølge ham selv spillet en afgørende rolle for beslutningen om at blive: 'Jeg kan virkelig godt lide at være i Barcelona og arbejde i denne fantastiske klub – og med disse spillere. Vi har et rigtig godt forhold. Snart starter en ny sæson, og vi skal arbejde hårdt, for vi begynder fra nul. Vi skal forbedre os, og det vil vi også gøre' fortsatte han.

Flick er kendt som en træner, der prioriterer udvikling og holdånd – og det går igen i hans budskab til fansene: 'Jeg vil sige til fansene, at vi næste sæson vil gøre alt for at blive bedre og vinde flere titler. Det her er Barca – og her er det nødvendigt at vinde titler. Forbindelsen mellem holdet og fansene er stærk, og det er fantastisk at mærke. Den støtte har virkelig hjulpet os, og det mærker spillerne også inde på banen. Det skal vi bygge videre på' afsluttede han.

Også præsident Joan Laporta delte ord, og han lagde heller ikke skjul på sin begejstring over forlængelsen. På det sociale medie X sendte han en klar hilsen til tyskeren: 'Hansi, tak fordi du fortsætter med at forstørre Barcelonas historie – verdens bedste klub. Fansene elsker dig og har tillid til, at du fortsætter med at føre vores spillere til sejr!' lød det.

Med forlængelsen på plads og kun én kamp tilbage i sæsonen – ude mod Athletic Club Bilbao – kan Barca og Hansi Flick nu se frem mod sommerens forberedelser og kommende udfordringer i både hjemlig og europæisk sammenhæng.

// Hansi Flick
.:FORSIDE:.