fbpx

Hansi Flick jagter Rijkaards utrolige sejrsstime

FCBARCELONA.DK - 16.01.26

 


Med sejren i går over Racing Santander i Copa del Rey har Barca nu vundet 11 kampe i træk under Hansi Flick. Det er den bedste sejrsstime, den tyske træner har præsteret i klubben, men der er et stykke vej op til rekorden.

De 11 sejre på stribe placerer Flick i et fornemt selskab og giver anledning til sammenligninger med to trænere, der skrev sig ind i Barcas historiebøger. Både Pep Guardiola i 2009 og Luis Enrique i 2015 førte klubben til den historiske treble. De formåede begge at føre deres hold til 11 sejre i træk, og i begge tilfælde endte de pågældende sæsoner med triumf i Champions League.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den bedste sejrsstime i Barcas nyere historie står dog noteret under en anden træner. Her skal man tilbage til den hollandske æra under Frank Rijkaard. I sæsonen 2005-2006, hvor Barca også endte som Champions League vindere, formåede holdet at vinde intet mindre end 18 officielle kampe i træk i perioden fra oktober til januar.

Det er en massiv rekord at jagte, men ser man på, hvem Barca møder i de næste ni kampe, er rekorden måske alligevel inden for rækkevidde. Modstanderne hedder Real Sociedad, Slavia Prag, Oviedo, FC København, Elche, Mallorca, Girona og Levante samt en endnu ukendt modstander i Copa del Rey-kvartfinalen.

Flicks stime på 11 kampe skyldes ikke noget let program, for de har blandt andre mødt hold som Atlético Madrid, Villarreal og Real Madrid.

Under alle omstændigheder er kendsgerningen, at Hansi Flick leverer resultater på samme niveau med sine berømte og succesfulde foregængere.

flick83F
© Getty Images

// Hansi Flick
.:FORSIDE:.