Hansi Flick kom omkring mange forskellige emner, da han i dag holdt pressemøde forud for lørdagens udekamp mod Athletic Club Bilbao. Her advarede han om, at baskerne er meget stærke hjemme på San Mamés.
'Athletic er et fantastisk mandskab og et af de bedste hold. Det bliver ikke nemt, da vi spiller på deres hjemmebane. Mit hold har det godt, atmosfæren er forrygende, og det samme er indstillingen. Jeg er meget tilfreds med præstationerne på træningsbanen' indledte han.
Her er hvad Flick også udtalte:
Flere skader i truppen:
'Det er noget, vi skal håndtere. Det er helt normalt i en periode med mange kampe, men i sidste ende har vi spillerne fra La Masia, som besidder stor kvalitet, og vi har god erfaring på det punkt. I morgen bliver vi nødt til at styre spillernes belastning og give chancen til andre. Vi skal administrere de spillede minutter'.
Artiklen fortsætter under billedet

Lewandowskis fremtid:'Vi har stadig nogle uger foran os og to vigtige målsætninger, og så må vi se, hvad der sker bagefter. Jeg er meget glad for ham, og han gør det rigtig godt. Nu er han tilbage og klar til at spille. Han er en fantastisk spiller, der kan score 25 eller 30 mål'.
Gavis tilstand:'Han rejser med holdet, men han bliver ikke en del af selve kamptruppen. Han træner med os og har taget endnu et skridt fremad. Vi må se, hvornår han er helt tilbage, måske efter landsholdspausen eller før, det får vi at se'.
Holdets moral:'Da vi sluttede kampen mod Atlético, var følelsen fantastisk, og jeg så dem meget motiverede. Hvis der er en god forbindelse til tribunerne, kan spillerne give endnu mere. Det var det, fansene så i den kamp, at ingen gav op, og at alle forsøgte at gøre deres yderste. I sidste ende lykkedes det ikke, og det må vi acceptere. Min fornemmelse er, at vi befinder os på et højt niveau, og det skal give os selvtillid'.
Starter Pedri inde i Bilbao:'Han kan spille, det er helt sikkert, men vi må se tiden an, da der venter flere kampe i de kommende to uger. Han har det dog godt, men vi skal vurdere hans belastning'.
Koundé og Balde skadet mod Atlético:'Det er ting, der sker, men jeg er ikke tilfreds, hvilket jeg også sagde efter kampen. Vi skal tale om, hvad vi kan forbedre. Det er altid mit ansvar, og det er det, jeg fokuserer på. Det er hverken det medicinske personale eller fysioterapeuternes skyld, det er mit ansvar. Det bekymrer mig, og jeg vil tale med lægerne, fysioterapeuterne og det tekniske personale for at se, hvad vi kan optimere. Det er ikke rart, slet ikke i et afgørende øjeblik som nu. Vi er dog optimistiske, og dette giver andre spillere muligheden for at vise, hvor gode de er'.
Fire point foran Real Madrid:'Lige nu er pointene vigtige, men det er ikke definitivt. Der er lang vej endnu frem til slutningen af maj. Der er masser af tid og mange kampe tilbage. I tirsdags fik vi to skader mere, og de har også deres at kæmpe med. Vi skal håndtere det og se fremad. Man skal være optimistisk omkring de ting, man ikke kan ændre, og acceptere dem'.
Joan Cancelos betydning:'Da vi besluttede os for at hente ham, vidste vi, at han er fantastisk med bolden. Han har et højt niveau og stor kvalitet, og jeg synes, han har gjort det rigtig godt i de to kampe, hvor han er startet inde. Man kan mærke på ham, at han har fået mere selvtillid'.
Får Yamal en pause mod Bilbao?'Det er ikke let at styre spillerne og deres minutter. Jeg taler med alle spillerne, og de ved, om de skal spille eller ej. Jeg har mine egne idéer, men jeg lægger også et ansvar på spillerne, da de skal lære at passe på sig selv, så de kan spille de næste to uger. Vi har brug for alle frem mod sæsonafslutningen. Nogle gange beslutter vi tingene sammen, og andre gange gør jeg det alene. Det er sådan, jeg ønsker at lede mit hold'.
© Getty Images// Athletic Bilbao // Hansi Flick