Guardiola: 'At vinde ligaen er ekstraordinært'

FCBARCELONA.DK - 13.06.19

© Getty Images

I et interview er Pep Guardiola ude og forsvare sin trænerkollega Ernesto Valverde. Barca-legenden mener tydeligvis, at det ikke er rimeligt at kritisere en træner der vinder La Liga.

'Der er mange gode hold med (i ligaen, red.) og det er en turnering der er svær at vinde. At vinde ligaen er det vigtigste af alle turneringer. Det er den der gør dig mest glad. Når man vinder ligaen, har det været en ekstraordinær sæson' udtalte den tidligere Barca-spiller og træner i går ved et arrangement.

'Barca møder store hold i ligaen, Real Madrid, Atlético, Sevilla, Valencia og Celta. At vinde ligaen med stor afstand gør sæsonen fantastisk' sagde han videre.

'Han (Valverde, red.) får kritik fordi han ikke vandt Champions League og fordi der var en enkelt kamp han ikke vandt. Det er snart sådan, at hvis du ikke vinder det hele, så gør du det dårligt. For tyve år siden var det anderledes' fortsætter Guardiola.

Også Valverdes måde at spille på bliver kritiseret, men også her er Guardiola uenig. 'Den minder meget om den vi havde i min periode. Det handler om at udnytte spillernes kvaliteter. De har stadig stilen, men der er ting de ikke kan gøre, fordi det er nogle andre spillere' kom det fra ham.

Til sidst blev Guardiola spurgt, om han kunne tænke sig at se Messi i Manchester Citys trøje. 'Købe Messi? Nej. Og hvorfor ikke? Fordi Messi skal blive hvor han er' afsluttede han.

.:FORSIDE:.