Girona erkender forsøg på at hente Marc Bernal
FCBARCELONA.DK - 06.02.26
Det var ikke kun Ter Stegen som Girona ønskede at forstærke sig med fra Barcas trup. Nu erkender klubbens sportsdirektør, at de også forespurgte på Marc Bernal, men at Deco ikke ønskede at slippe midtbanespilleren.
Det var i en snak med Catalunya Radio, at Gironas sportsdirektør, Quique Cárcel, afslørede deres interesse for Bernal i vinterens transfervindue, der lukkedes i mandags.
Artiklen fortsætter under annoncen
‘Vi havde interesse i Bernal, fordi vi manglede en spiller til den position. Deco var meget korrekt og sagde til mig, at det ikke var en spiller, som ville blive let at hente. Hvis han ikke fik minutter, kunne han måske forlade klubben, men når han fortsætter i Barca, er det fordi, de ser, at han kan få vigtige minutter’ sagde han.
Marc Bernal blev således i Barca og er stille og roligt ved at få en større rolle i Hansi Flicks system. Han er kommet sig helt over bruddet på det forreste korsbånd og den ydre menisk i venstre knæ, og med gode fornemmelser på banen, har midtbanespilleren nu fået minutter i fem kampe i træk og var desuden i startopstillingen i den seneste Copa del Rey-kamp mod Albacete.
© Getty Images// Marc Bernal