Gerard Piqué sender stikpille til Real Madrid

FCBARCELONA.DK - 20.02.19

Gerard Piqué var efter tirsdagens kamp i Champions League mod Lyon som altid meget klar i mæglet, da han blev spurgt til rivalerne fra Real Madrid. Her sendte catalaneren endnu en stikpille mod den spanske hovedstad.

Det var dog ikke fodbold, som Piqué blev spurgt til, men derimod basketball. Her mødtes Barca og Real Madrid forleden i Copa del Rey finalen, hvor catalanerne leverede et fantastisk comeback og vandt finalen med et enkelt point. Det skete efter en meget omdiskuteret og polemisk afslutning, hvor dommerne efter at have set kampens sidste aktion igennem på video valgte at dømme fejl på Real Madrid og dermed give Barca sejren.

Det resulterede efterfølgende i, at Real Madrid blæste til angreb på dommeren og på det spanske basketforbund. Madrilenerne krævede, at dommerne undskyldte og erkendte deres fejl. Derudover truede de med at forlade den spanske liga. Alt dette var på trods af, at dommerne i den sidste aktion startede med at overse en klar fejl begået af Real Madrid, som ville have givet Barca sejren.

'Det er ikke noget nyt, at Real Madrid brokker sig over dommerne. Det er sket mange gange i løbet af de seneste år både i fodbold og basket. Når de så kommer til Wanda (Atlético Madrids stadion, red.) og får hjælp af dommerne, så brokker de sig pludseligt ikke. Det er godt, at de ikke har noget håndbold- eller hockeyhold' sagde Piqué med et glimt i øjet.

'Jeg synes, at det var en fantastisk finale - jeg nød den virkelig. Barca-spillerne var som gladiatorer og tog til Madrid med alle odds imod sig. I den sidste aktion i kampen begik dommerne først en fejl til Madrids fordel og derefter en fejl til Barcas fordel. Det går lige op, og havde de ikke snydt Barca ved den første fejl havde vi vundet kampen allerede der' slog catalaneren fast.

Med udtalelserne stikker Piqué endnu engang til de evige rivaler fra Real Madrid, som uden tvivl give give catalaneren en ekstra højlydt velkomst, når Barca i løbet af de næste to uger skal møde Real Madrid to gange på Bernabeu.

.:FORSIDE:.