Gavi efter comeback: 'Det har været utrolig hårdt'
FCBARCELONA.DK - 16.03.26
Gavi er endelig tilbage i Barca-trøjen efter mere end 200 dages skadesfravær. Midtbanespilleren lagde efter kampen mod Sevilla ikke skjul på, at vejen tilbage har været både smertefuld og mentalt udfordrende.
Den 15. marts 2026 vil for altid stå som en mærkedag for Gavi. Da han trådte ind på Spotify Camp Nou til lyden af fansenes taktfaste råb, kulminerede måneder med hård genoptræning. Efter kampen satte hovedpersonen ord på den svære tid, han har været igennem efter sin anden alvorlige skade i karrieren.
Selvom Gavi tidligere har prøvet at sidde ude, har dette forløb været markant anderledes. 'Sandheden er, at det har været meget hårdt, meget værre end sidst. Jeg har haft det rigtig svært. Det har været den mest smertefulde proces, og hverdagen har været en kamp. Jeg er bare utrolig lykkelig nu. Jeg har drømt om dette øjeblik mange gange' sagde han.
Artiklen fortsætter under annoncen
I den svære tid har opbakningen fra trænerbænken betydet alt. Gavi rettede en særlig tak til Hansi Flick, som han beskrev i meget varme vendinger. 'Han har altid været der for mig, næsten som en far. Han har støttet mig hele vejen, også under den forrige skade. Jeg er ham dybt taknemmelig, fordi han altid har stolet på mig trods to alvorlige skader' lød det fra Gavi, der tilføjede: 'Jeg håber, at han bliver her i mange år endnu'.
Selvom knæet har været gennem to operationer, har Gavi ikke tænkt sig at ændre sin spillestil. De 10 minutter på banen mod Sevilla viste tydeligt, at han stadig går ind i hver duel med 100%.
'Jeg vil altid fortsætte på samme måde - sådan har jeg været siden jeg blev født. Det er min måde at konkurrere på. Jeg giver alt for denne klub, og sådan vil det være hele mit liv. Jeg føler mig godt tilpas, men jeg er ikke på 100% ligesom mine holdkammerater endnu. Men jeg er tæt på, og jeg håber snart at være der' sluttede han.
Med Gavis comeback får Barca ikke blot en vigtig spiller tilbage på banen, men også det enorme hjerte og den vildskab, som har gjort ham til en publikumsfavorit i Barcelona.

// Gavi