Eric García nærmer sig forlængelse på to eller tre år
Anders Lang Jensen - 20.05.25
Eric Garcías situation i Barca er en særlig fortælling i sig selv. Specielt i dette forår har han vist sig som en vigtig og alsidig brik for Hansi Flick, der har brugt García ofte og på flere positioner. Nu nærmer en forlængelse sig.
I lange perioder har det lignet et spørgsmål om tid, før Eric García ville blive solgt til en anden klub. I sidste sæson kunne han ikke bruges og blev derfor sendt på leje hos Girona med succes. I denne sæson under Hansi Flick har han overbevist med sine alsidige kvaliteter.
Artiklen fortsætter under annoncen
Særligt i 2025, hvor skader har ramt Barca-holdet, har Eric García vist sig som en vigtig brik, hvad enten det har været i det centrale forsvar, som højreback eller på den defensive midtbane. García har solidt løst opgaverne, og klubben meldes åben for at beholde ham.
Ifølge avisen Sport har situationen ændret sig på den måde, at ledelsen nu er i dialog for at forlænge aftalen med Eric García. Forhandlingerne er fremskredne, og Barca er overbeviste om at parterne forlænger kontrakten med enten to eller tre yderligere sæsoner.
Den tidligere Manchester City-spiller har aktuelt kontraktudløb i 2026, men Barca og Hansi Flick anser García som en vigtig mand at have i truppen i flere sæsoner fremover.
Et eksempel på hans alsidige rolle sås i den ellers skuffende Champions League-semifinale mod Inter, hvor Eric García startede inde som højreback. Det krydrede han med en flot scoring til 1-2 i anden halvleg. Her beviste han igen, at han løser Flicks udfordringer, når faste profiler er skadet, og det sætter tyskeren pris på.
© Getty Images// Eric Garcia