fbpx
Annonce

Frygt for at Ter Stegen skal opereres efter sæsonen

FCBARCELONA.DK - 26.07.20

© Getty Images
// Ter Stegen

Noget tyder på at Ter Stegens problemer med højre knæ er vendt tilbage. Det forhindrer ham ikke i at spille, men klubben overvejer om det er bedst at lade ham operere når sæsonen er slut, hvilket dog vil betyde en lang pause.

Ter Stegen har før i karrieren oplevet smerter i højre knæ, men det tydede på, at det var et overstået kapitel. Det hektiske program efter coronapausen har dog fået smerterne til at vende tilbage. Det fortæller avisen AS.

Smerterne hæmmer tyskeren i spillet med bolden, men ikke mere end det kan klares med smertestillende piller. Det er dog ikke holdbart, at den 28-årige keeper spiller videre i længere tid med smerter. Derfor går klubbens lægestab lige nu og overvejer, om en operation er den bedste løsning, så problemet definitivt kan blive løst.

En operation vil først finde sted efter denne sæson, altså når Barca har spillet Champions League færdig. Ulempen er dog, at der vil vente en genoptræning på minimum tre måneder og derved vil Ter Stegen gå glip af den første del af næste sæson.

Det er derfor et svært dilemma som Ter Stegen og lægerne befinder sig i, for alternativet er at behandle knæet uden operation i håbet om, at det går over. Det vil dog medføre risiko for, at problemerne vender tilbage.

I de næste par uger sker der med sikkerhed ingenting, for her skal Ter Stegen, sammen med holdkammeraterne, forberede sig til den vigtige kamp mod Napoli.

.:FORSIDE:.