De Boer: 'De Jong spiller ikke sin favoritposition'

Anders Lang Jensen - 10.09.19

© Getty Images

Ifølge den hollandske fodboldlegende, Frank de Boer, spiller Frenkie de Jong ikke der hvor han er bedst for tiden i Barca. Den unge hollænder skal i stedet tættere mod midten, mener De Boer.

Efter stærke præstationer for det hollandske landshold, blev kritikken rettet mod Barca og trænerstaben for ikke at bruge De Jong på den mest optimale måde. Den holdning deler Frank de Boer til dels.

‘Jeg har set de sidste par kampe med Barcelona, og Frenkie har nærmest spillet på kanten. Jeg mener ikke, det er hans position. Han bør spille central eller som kontrollerende midtbanespiller’, forklarer De Boer ifølge avisen AS.

’Jeg ved ikke, hvad Valverde vil gøre. Men hvad jeg ved er, at Frenkie er nødt til at være tålmodig. Sergio Busquets bliver ældre, men han fortsætter med at spille med den kvalitet, som han altid har gjort på banen’.

’Filosofien i Barcelona er ikke ny for ham. Det, der skal ske er, at de andre spillere skal forstå hans måde at forstå spillet på. Han har et talent, som ikke er set rigtig længe. Det er derfor, jeg er helt overbevist om, at han vil ende som en succes i Barca’, slutter Frank de Boer.

.:FORSIDE:.