fbpx

Første gang i 18 sæsoner uden Barca-trøje nummer 2

FCBARCELONA.DK - 05.09.25

// Trøjer

For første gang siden sæsonen 2007/08 vil der ikke være nogen Barca-spiller, der bærer trøje nummer 2. Pau Cubarsí, som sidste sæson havde netop dette nummer, har overtaget nummer 5, og dermed står det traditionsrige rygnummer ledigt.

At hverken Jules Koundé eller Eric García har valgt at overtage trøjen, vækker opsigt. Begge spiller i denne sæson ofte som højreback, men har alligevel holdt fast i deres respektive numre - Koundé med 23 og Eric med 24. At ingen af de to ønsker at identificere sig med den klassiske højreback-trøje er overraskende, da netop den position i mange år var tæt forbundet med netop dette nummer.

Artiklen fortsætter under annoncen


I de seneste ti år har trøje nummer 2 været alt andet end et lykketal i FC Barcelona. Spillere som João Cancelo, Héctor Bellerín og Sergiño Dest fik aldrig rigtig succes i klubben, mens Nelson Semedo og Douglas huskes for mere skuffende end prangende præstationer.

Går man længere tilbage, finder man dog også store øjeblikke. Juliano Belletti, med sit ikoniske mål i Champions League-finalen i Paris i 2006, bar nummeret, og Dani Alves, måske den bedste højreback i klubbens historie, spillede i flere sæsoner med netop nummer 2 på ryggen. Før dem var det Montoya, Cáceres og spillere som Michael Reiziger og Albert Ferrer, der stod for solidt og hurtigt defensivt arbejde.

Nu må de catalanske fans dog undvære trøje nummer 2 i de kommende måneder og det bliver som minimum frem til vinterens transfervindue, hvor Barca som bekendt igen får mulighed for at hente nye spillere til truppen, og hvor trøje nummer 2 måske igen bliver besat.

.:FORSIDE:.