fbpx

Flicks ord til spillerne før landskampspause gav pote

Aamer Al-Khatib - 16.09.25

 


Hansi Flick var langt fra tilfreds med holdets præstationer før landskampspausen, og det gav han udtryk for ved flere lejligheder. Sejren mod Valencia på 6-0 søndag viste dog et klart, at spillerne har taget kritikken til sig.

Den tyske træner gjorde det klart i sine pressemøder op til landsholdspausen, at han langt fra var tilfreds med holdets præstationer i de tre første runder af La Liga. De catalanske stjerner havde ganske vist hentet to sejre og en uafgjort, men spillet manglede både intensitet og kvalitet. Derfor opfordrede Flick spillerne til at bruge pausen på at reflektere og finde tilbage til den rette mentalitet.

Budskabet blev tydeligvis taget til efterretning. Barcas 6-0-nedslagtning af Valencia søndag aften ses som en direkte reaktion på Flicks ord. På Estadi Johan Cruyff viste hjemmeholdet et helt andet niveau end tidligere på sæsonen og dominerede opgøret fra start til slut.

Artiklen fortsætter under annoncen


Flick kunne da også notere sig en række store lyspunkter på tværs af banen. Joan García leverede endnu en solid præstation mellem stængerne, mens Eric García og Pau Cubarsí udgjorde en stabil duo i midterforsvaret. Også Gerard Martín og Marc Casadó trådte i karakter i fraværet af flere skadede profiler.

På midtbanen var det især Fermín López, der stjal rampelyset med to mål og en energisk indsats, der cementerede hans voksende rolle i truppen. Fremme på banen imponerede Marcus Rashford, mens Roony Bardghji fik en noget blandet debut.

Sejren var ikke blot et opløftende resultat, men også et signal om, at spillerne har taget Flicks opsang til sig. Ifølge avisen Sport beskrives kampen som et klart svar til træneren: holdet har reflekteret, justeret og hævet niveauet betragteligt.

Nu venter dog en endnu større udfordring, når Barca på torsdag åbner Champions League-ligafasen ude mod Newcastle United. Opgaven bliver svær, men efter ydmygelsen af Valencia kan Flick og resten af truppen rejse til England med en fornyet selvtillid og tro på, at projektet bevæger sig i den rigtige retning.

flick39F
© Getty Images

// Hansi Flick
.:FORSIDE:.