Raphinha er i øjeblikket et af de helt store samtaleemner i Barca, særligt efter triumfen mod Real Madrid i Supercopa de España, hvor han var i hopla. En video går verden rundt, hvor man ser det tætte bånd til Hansi Flick.
Efter at have været sat tilbage af en skade tidligere på sæsonen er brasilianeren kommet stærkt igen og satte et markant aftryk i Super Cup finalen mod Real Madrid, hvor han stjal overskrifterne med en forrygende indsats og to mål.
Den eksplosive form skyldes dog ikke kun individuelle kvaliteter. En afgørende faktor bag Raphinhas udvikling er forholdet til cheftræner Hansi Flick. Samarbejdet mellem de to har vist sig at være skelsættende, både for spilleren og for Barca som helhed.
Artiklen fortsætter under annoncen
Da Barca vandt 3-1 mod Alavés i ligaen tilbage i november sidste år, var det da også Raphinha, der opmuntrede Flick på trænerbænken. Her lovede brasilianeren ændringer på holdets mentalitet, da Flick ønskede mere intensitet i spillet, og det viste sig at holde stik.
Ifølge avisen Marca var Raphinha ligeledes tæt på at forlade klubben i begyndelsen af sidste sæson. Efter finalen i weekenden satte brasilianeren selv ord på situationen og forklarede, at Flicks ankomst ændrede alt. Træneren tog en personlig snak med ham og gjorde det klart, at han så Raphinha som en vigtig del af projektet. En ren tillidserklæring, der fik ham til at blive.
Siden da har Raphinha for alvor forløst sit potentiale. Han leverede en historisk sæson med mål og assists og har fortsat med at være en af Barcas mest drivende kræfter. Hans energi, arbejdsomhed og offensive bidrag har gjort ham uundværlig på holdet.
Forbindelsen mellem Flick og Raphinha rækker dog længere end banen. Den tyske træner har flere gange offentligt forsvaret sin spiller og senest kritiseret, at brasilianeren ikke blev udtaget til FIFPro World XI, som han mente var en klar undervurdering af hans betydning.
Se her en video, der viser det tætte bånd mellem Raphinha og Hansi Flick efter finalesejren mod Real Madrid:
// Raphinha