fbpx

Flick til Ter Stegen: 'Du er ikke længere førstevalg'

FCBARCELONA.DK - 12.07.25

 


Fredag var både Hansi Flick og Marc-André ter Stegen tilbage på Ciutat Esportiva, hvor forberedelserne til den nye sæson er sat i gang. Og det blev ikke en hvilken som helst start for den rutinerede målmand, der blev kaldt til møde cheftræneren.

Barcas sommeraktivitet på målmandsposten har ikke været til at overse. Tilgangen af Joan Garcia fra Espanyol og forlængelsen med Wojciech Szczęsny har skabt tvivl om Ter Stegens position i hierarkiet. Adskillige meldinger går på, at catalanerne gerne ser tyskeren forlade klubben.

Ifølge Catalunya Ràdio mødtes Hansi Flick og Ter Stegen fredag for at tage en åben og ærlig snak om fremtiden i FC Barcelona. Den tyske målmand har gennem årene været en uomtvistelig sidste skanse for Barca, men tiderne er ved at ændre sig. Flick skulle efter sigende have fortalt Ter Stegen, at klubben ikke længere har en fast førstevalg mellem stængerne. I stedet skal de tre målmænd – Ter Stegen, Garcia og Szczęsny – kæmpe om pladsen i startopstillingen. Det bliver med andre ord præstationer på træningsbanen og i kamp, der afgør, hvem der starter, når sæsonen går i gang.

Artiklen fortsætter under annoncen


Samtalen mellem de to tyskere bød også på en klar melding fra Flick. Klubben har været nødt til at tænke på fremtiden. Ter Stegen fylder 33 i år og er netop kommet tilbage fra en alvorlig knæskade. Det har fået ledelsen til at se sig om efter mulige afløsere for at fremtidssikre sig.

Hansi Flick skulle dog have gjort det klart, at Ter Stegen er velkommen til at blive – hvis han accepterer den nye konkurrencesituation. Ingen i klubben vil tvinge ham væk, selvom et salg ville kunne aflaste økonomien betragteligt. Men skal han være førstemålmand, kræver det, at han overbeviser Flick på ny, men udefra ligner det, at Joan García er det nye klare førstevalg.

For første gang i mange år går Barca dermed ind i en sæson, hvor målmandsposten ikke er givet på forhånd. Med Flick ved roret og med unge Joan Garcia klar til at tage næste skridt, venter der nu en intens kamp om handskerne.

// Ter Stegen // Hansi Flick
.:FORSIDE:.