Flick står foran sæsonens første rotationsprøve
Markus Johannessen - 10.09.25
Efter landsholdspausen vender Barca tilbage til ligaen, hvor Valencia venter i weekendens opgør. Skader, rejsetrætte profiler og et tæt kampprogram med Champions League i horisonten tvinger Flick ud i sæsonens første store rotations-test.
Hansi Flick ved allerede nu, at sæsonens første hjemmekamp bliver alt andet end rutine. Kampen spilles på Estadi Johan Cruyff - og han må med stor sandsynlighed ændre i sin startellever. Skader og slid på flere af nøglespillerne fra landsholdstjeneste betyder, at rotationer er uundgåelige. Derudover venter Champions League-debuten mod Newcastle ugen efter, hvilket også spiller ind på beslutningerne.
Forsvaret
På venstre back er Alejandro Balde ude i tre uger med en fiberskade i baglåret. Det åbner døren for Gerard Martín, der allerede fik sine første minutter mod Rayo Vallecano, og nu ligner han en sikker starter mod Valencia.
Artiklen fortsætter under annoncen
MidtbanenHer er udfordringerne størst. Frenkie de Jong er vendt tilbage fra landsholdet med en skade og spares for at være klar til Newcastle-kampen. Gavi er ude i nogle uger med knæproblemer, mens Marc Bernal godt nok er tæt på at få grønt lys, men endnu ikke er i fulde omdrejninger. Det betyder, at Marc Casadó meget vel kan få chancen som 6'er ved siden af Pedri. Alternativt kan Eric García igen bruges på midtbanen, en rolle Flick også gav ham i sidste sæson.
AngrebetOgså i front kan der komme ændringer. Robert Lewandowski har meldt sig klar til at spille fuld tid og kan få sin første startplads denne sæson. Det vil i så fald sende Ferran Torres ud på bænken - selvom han har gjort det stærkt og vist høj klasse i polakkens fravær.
På kanterne er der tvivl om Raphinha. Brasilianeren spillede mod Chile og kan risikere endnu et krævende opgør i højderne i La Paz mod Bolivia, hvilket sammen med en sen hjemrejse kan koste ham en startplads. Flick kan i stedet vælge Marcus Rashford til venstrekanten, efter englænderen har fået mere kamptræning med landsholdet.
For Flick handler det nu om at finde balancen mellem at holde nøglespillerne friske og samtidig sikre tre vigtige point mod Valencia. Hvordan han vælger at rotere, kan blive en tidlig indikator på, hvordan han vil styre truppen gennem en sæson med både store forventninger og udfordrende program.

// Hansi Flick