FCBARCELONA.DK - 01.10.24
På et bestyrelsesmøde i går skulle regnskabet for 2023/24 godkendes, inden at det sættes til afstemning på generalforsamlingen i oktober. Der er flere gode nyheder i regnskabet, der dog også byder på et stort potentielt tab.
Regnskabet for sæsonen 2023/24 udviser et fint ordinært resultat på 12 mio. euro, hvilket svarer til små 100 mio. kr., der er i overensstemmelse med forventningerne til sæsonen.
Klubben fremhæver flere årsager til den tilfredsstillende udvikling. Sponsorindtægterne sætter rekord med 210 mio. euro og det samme gør merchandising med 110 mio. euro. Samtidig er der kommet indtægter fra spillersalg på mere end 80 mio. euro, hvilket også er rekord. Her nævnes Dembélé, Kessie, Nico, Abde, Chadi og Marc Guiu ved navn i klubbens redegørelse for regnskabet.
Samtidig glæder man sig over, at det er lykkes at reducere lønningerne med 170 mio. euro, som det også var målet. Dermed overholder man nu UEFA's regler om, at udgiften til lønninger skal ligge mellem 55 og 70% af indtægterne.