fbpx

Flere af talenterne fra La Masia sælges til sommer

FCBARCELONA.DK - 14.04.26

 


Barcas berømte fodboldakademi, La Masia, har udklækket et hav af talenter, men ikke alle kan nå hele vejen til førsteholdet. Til sommer vil der ske en større udskiftning på andetholdet, Barca Atlétic, der skal skaffe penge i klubkassen.

Det er et ubarmhjertigt udskildningsløb at være en del af La Masia. Alle drømmer om førsteholdet, men kun et fåtal når hele vejen og bliver profiler, som man f.eks. ser det med spillere som Cubarsí, Casadó, Balde, Fermín, Gavi og Yamal.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca bruger Barca Atlétic til den sidste udvikling, medmindre det er helt store talenter, der springer direkte fra ynglingeholdet, Juvenil A, til førsteholdet, som Yamal eksempelvis har gjort det. For klubben er det vigtigt, at Barca Atlétic består af unge spillere i udvikling, og har de været nogle år på andetholdet uden at tage det sidste spring, skal der skiftes ud for at gøre plads til andre.

Nu skriver avisen Sport, at der til sommer vil blive solgt en række af Barca Atlétics spillere for at skabe fornyelse og give andre talenter chancen. Navne som Álvaro Cortés, Brian Fariñas, Jofre Barberá, Oduro, Olmedo og Aziz vurderes klar til større opgaver og skal videre i karrieren. Spørgsmålet er bare hvor.

Nogle af dem får måske muligheden for at træne med førsteholdet i sæsonopstarten med muligheden for at overbevise Hansi Flick, men ellers bliver de sat til salg. Det er en helt naturlig del af klubbens dagligdag at tjene penge på udviklede talenter.

At forlade klubben i en ung alder er ikke ensbetydende med, at man ikke kan få en karriere i klubben. Det har man set med profiler som Gerard Piqué, Cesc Fàbregas, Eric García og Dani Olmo, der som unge forlod La Masia for senere at vende tilbage i bærende roller.

atletic3F

// La Masia
.:FORSIDE:.