fbpx
Annonce

FIFA vil stoppe speciel spansk transferregel

FCBARCELONA.DK - 27.02.20

© Getty Images
// FIFA // Martin Braithwaite

Martin Braithwaites uventede skifte til Barca udenfor transferrvinduet får nu FIFA til at reagere. De kræver at den spanske særregel ophører, så ingen klubber oplever det der skete for Leganés.

Det er en spansk særregel, at en klub kan hente en spiller udenfor transfervinduet, hvis en af holdets spillere er skadet i mere end fem måneder. Det er den regel der sendte danske Martin Braithwaite fra Leganés til Barca for cirka en uge siden, efter at Dembélé pådrog sig en alvorlig lårskade.

Skiftet skete uden Leganés' accept, da Barca betalte danskerens frikøbsklausul og derfor ikke behøvede at forhandle med Madrid-klubben, der modsat ikke havde mulighed for at erstatte deres topscorer.

Nu er FIFA gået ind i sagen og bedt det spanske fodboldforbund RFEF droppe særreglen. Man ønsker ikke at en klub kan forstærke sig udenfor de fastsatte transfervinduer og FIFA ønsker at samme regler gælder for alle klubber i verden.

FIFA er af den opfattelse, at den aktuelle regel, som Barca lovligt benyttede, favoriserer de store klubber, der har økonomien til at købe spillere fri, som det skete med Braithwaite.

Det er ikke første gang at FIFA forsøger at få reglen fjernet. Det skete også i 2016, men uden resultat. Denne gang er det måske anderledes, for alle de mindre klubber i spansk fodbold har kunne se det urimelige i, at Leganés står svækket tilbage, uden mulighed for at reagere. Måske pres fra disse klubber kan få RFEF til at revurdere sagen.

Også hos Barca har man erkendt, at der bør ses på reglerne. Præsident Bartomeu udtalte forleden, at han mener at reglerne bør revideres, idet han også ser urimeligheden i, at Leganés ikke har mulighed for at erstatte Braithwaite.

Dermed er der en reel mulighed for, at Martin Braithwaite går over i historien som den sidste spiller der har skiftet klub under den særlige regel, og at det var hans skifte der fik reglen slettet.

.:FORSIDE:.