Ferran Torres nyder bedste sæsonstart i karrieren
Aamer Al-Khatib - 10.09.25
Ferran Torres har ramt topformen netop som sæsonen er skudt i gang. Han har nemlig gang i den bedste start på en sæson nogensinde i sin karriere, og det gælder både i Barca og på det spanske landshold.
Ifølge Mundo Deportivo har den spanske angriber Ferran Torres gang med sin bedste sæsonstart nogensinde – både på klub- og landsholdsplan. Den 25-årige offensivspiller kom til Barca fra Manchester City i januar 2022, men har ofte kæmpet for at finde stabilitet og plads i startopstillingen. Under Hansi Flick ser situationen dog anderledes ud. Træneren har givet ham både tillid og ansvar, og Ferran har betalt tilbage med afgørende præstationer, uanset om han er startet inde eller kommet ind fra bænken.
Artiklen fortsætter under annoncen
Tallene taler deres tydelige sprog. Med tre mål i fire kampe i denne sæson– to i La Liga og ét i den spanske landsholdstrøje mod Tyrkiet – har Ferran markeret sig som en af de mest formstærke spillere i truppen. Særligt i Robert Lewandowskis fravær, hvor polakken har døjet med en mindre skade, har Ferran grebet chancen som frontangriber og leveret varen.
Det er et markant skifte fra tidligere sæsoner, hvor debatten ofte har kredset om hans høje transferpris frem for hans bidrag på banen. Men den selvtillid og skarphed, han nu viser, har fået hans tilnavn 'hajen' til at give mening igen. Flicks beslutning om at bruge ham som central angriber, ser ud til at være nøglen til gennembruddet.
For Ferran Torres er sæsonen samtidig skelsættende på et andet plan. Barca overvejer nemlig, om man skal hente en ny nier næste sommer, eller om Ferran kan blive den naturlige afløser for Lewandowski, hvis kontrakt udløber til juni. Lykkes Torres med at holde niveauet, kan han meget vel sikre sig en fremtid som klubbens langsigtede løsning i front.
Med landsholdskampen i bagagen og en stærk indledning i La Liga står Ferran Torres foran en sæson, der kan definere hans karriere i Barca. Og med tre scoringer allerede i august og september tyder meget på, at dette bliver året, hvor han for alvor slår sit navn fast på det catalanske storhold.
© Getty Images// Ferran Torres