Fermín har allerede overgået sidste sæsons tal
FCBARCELONA.DK - 18.01.26
Fermín López udvikler sig med en hastighed, mange næppe havde forventet, men hans betydning for holdet er enorm. I denne sæson har han medvirket ved 18 mål, og det er næstbedst i truppen, kun overgået af Lamine Yamal.
Fermín synes ingen grænser at have, for han fortsætter med at bygge på sit spil og blive mere betydningsfuld. Alene i de fire kampe, Barca har spillet i 2026, har han leveret seks assists og en enkelt scoring.
Artiklen fortsætter under annoncen
Samlet for sæsonen indtil nu har han scoret 8 mål og lagt 10 assists i de 22 kampe, han har deltaget i. Tallene er ikke mindre imponerende af, at han har haft to skadespauser, hvor han har misset syv kampe i alt.
Statistikken er allerede bedre end i hele sidste sæson, hvor Fermín spillede 46 kampe. Her blev det til 8 mål og 9 assists. Sæsonen forinden, da Xavi var træner, scorede Fermín 11 mål og lagde ingen assists.
Man er stadig kun halvvejs på sæsonen, så der venter helt sikkert flere mål og oplæg fra Fermíns støvler, og han er derfor sikkert på vej mod sin bedste sæson indtil videre i Barca-trøjen.
De 18 målinvolveringer i denne sæson overgås kun af Lamine Yamal, der har scoret 10 mål og lagt 10 assists. Derefter følger Torres og Raphinha med hver 16 målinvolveringer, mens Rashford har bidraget med 15. Fermíns største konkurrent på den offensive midtbane er Dani Olmo, der har været involveret i syv scoringer i denne sæson.
© Getty Images// Fermin Lopez