fbpx
Annonce

Fati og Torres overstrålede Dembélé og Raphinha

Simon Arun Vrábel - 21.10.22

// Villarreal // Ansu Fati // Ferran Torres

I kampen imod Villarreal valgte Xavi at ryste posen. Det betød blandt andet at Ansu Fati og Ferran Torres fik en startplads på bekostning af Dembélé og Raphinha og den nye startduo viste overbevisende spil.

Efter nogle kampe med skuffende resultater og uinspireret angrebsspil, valgte den catalanske cheftræner en ny konstellation i angrebet. Her erstattede Ansu Fati og Ferran Torres Dembélé og Raphinha på hver sin side af Lewandowski og det viste sig at være en god idé.

Efter en ellers god start på sæsonen er franske Dembélé faldet gevaldigt i niveau. Hans spil har været præget af mange forkerte beslutninger, fejlafleveringer og uinspireret angrebsspil. Konsekvensen blev derfor en plads på bænken i torsdagens kamp. Det gav Ferran Torrres chancen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Torres viste specielt i første halvleg god forståelse for sine angrebskollegaer, hvor han konstant forsøgte at gøre sig spilbar når catalanerne havde bolden på Villarreals banehalvdel. Samtidig forsøgte den offensive spanier flere gange at finde sin polske angrebskollega inde i feltet. Når ikke dette lykkedes trak Torres ind i banen, hvor han ofte fandt Gavi centralt eller Sergi Roberto i et overlap.

I den modsatte side var det Ansu Fati som endnu engang virkede som en fisk i vandet i sit samspil med Jordi Alba og Pedri. Op til flere gange, specielt i begyndelsen af den første halvleg, resulterede det gode samspil i flere farlige situationer og efter 38. min kunne Barcas unge 10’er lade sig hylde som målscorer til stillingen 3-0. Målet kom dog ikke som en konsekvens af samspillet med Alba og Pedri, men efter en god aktion i den modsatte side fra netop Ferran Torres.

Ansu Fati har i denne sæson scoret tre mål og lavet tre oplæg i 14 kampe og gårsdagens angrebsmakker, Ferran Torres, er noteret for to mål og ét oplæg i 12 kampe. Især Ansu Fati har grundet sidste sæsons skade været indskifter i mange kampe og derfor er det interessant at de to til sammen har scoret fem mål og lavet fire oplæg på 703 minutter.

Til sammenligning har Xavis tidligere foretrukket angrebsduo, Dembélé og Raphinha nemlig scoret fire mål og lavet fem assist men brugt hele 1094 minutter til at opnå dét resultat. Forskellen på de 391 minutter svarer til mere end fire kampe i streg hvor Dembélé og Raphinha hverken har scoret eller lavet assists.

Om Xavi bruger samme opstilling når Athletic Club Bilbao gæster Camp Nou på søndag, får vi et svar på en times tid inden kampen sparkes i gang kl. 21.00.


.:FORSIDE:.