fbpx
Annonce

Fati og Coutinho kan være ude resten af sæsonen

Rune Stentoft Arlbjørn - 26.02.21

// Philippe Coutinho // Ansu Fati


Ansu Fati har været ude med en knæskade siden starten af november, mens det for Coutinhos vedkommende har været siden slutningen af december. Som det ser ud lige nu, så kommer de to spillere måske ikke til at spille mere i denne sæson.

Både Ansu Fati og Coutinho har inden for de seneste uger oplevet tilbagegang i deres vej tilbage mod at kunne spille igen. Sådan som det går deres genoptræning i øjeblikket virker det derfor ikke sandsynligt, at de to offensivspillere kommer i aktion igen for Barca i denne sæson.

Da Ansu Fati blev skadet i starten af november lød meldingen på en pause fra fodbold på fire måneder. Derfor burde den unge angriber snart være klar igen her i starten af marts måned. I januar skulle spanieren dog være blevet opereret igen og Barca har ikke meldt noget ud om hans tilstand i lang tid efterhånden nu. Dermed tyder det på, at hans genoptræning ikke går som håbet.

Det samme kan man sige om Coutinho. Han blev i starten af året meldt ude i tre måneder, men for få dage siden kom den catalanske avis El Mundo Deportivo med meldinger om, at Coutinho har problemer med, at knæet hæver som en reaktion på genoptræningen. Der kan derfor også gå længere tid før vi ser brasilianeren tilbage igen end ventet.

Det værste scenarie for Ansu Fati og Coutinho lige nu er derfor, at de to spillere ikke kommer til at spille mere for Barca i denne sæson.

.:FORSIDE:.