Fantastisk sæson er slut for Arthur

FCBARCELONA.DK - 10.07.19

© Getty Images

Når Arthur en dag kigger tilbage på sin karriere, vil han med stor garanti betegne sæsonen 2019/19 som der hvor han fik sit gennembrud. Her kom han til Barca og fik succes, ligesom han blev fast mand på det brasilianske landshold.

Sent søndag aften, dansk tid, kunne Arthur Melo jublende løfte trofæet ved Copa América. Det blev afslutningen på en sæson som han nok kun havde drømt om, efter blot et enkelt år hos Barca.

Arthur kom til Barca for et år siden som et relativt ubeskrevet blad. Hjemme i Gremio havde den dengang 21-årige spiller vist egenskaber på midtbanen der ledte tankerne hen på legenden Xavi Hernández og det fik Barca til at hente ham til den catalanske hovedstad.

Her skulle Arthur bruge de første par måneder på at falde til og træner Ernesto Valverde gik tydeligt forsigtigt frem med det brasilianske talent. Som tiden gik blev det til mere spilletid og pludselig var Arthur en af trænerens foretrukne spillere. Han startede inde i de sværeste og vigtigste kampe, hvor han gjorde en god figur.

Det fik Brasiliens landstræner Tite til at give Arthur chancen, efter at han var blevet sorteret fra til VM i Rusland for et år siden. Den chance har Arthur grebet flot, for ved det netop overståede Copa América, var han fast mand gennem hele turneringen, også i finalen, hvor han spillede 90 minutter og lagde op til et af målene i den brasilianske 3-1 sejr.

Eneste lille 'men' for Arthur i sæsonen var de fysiske problemer han oplevede i den sidste del af sæsonen for Barca. Det hårde program satte sine spor og det påvirkede formen og indsatsen. Det medførte en del tid udenfor i den afgørende fase.

Det ændrer dog ikke billedet af en flot gennembrudssæson for Arthur, hvor han har taget et godt afsæt til en endnu bedre sæson i blau-grana trøjen.

Inden da skal han holde en velfortjent ferie og lade den belastede krop hvile sig, inden han i starten af august møder op i Ciutat Esportiva for at slutte sig til sæsonforberedelserne.

.:FORSIDE:.