fbpx
Annonce

Endnu en sæson med svære vilkår for Koeman

FCBARCELONA.DK - 13.08.21

// Ronald Koeman


Det har altid været Ronald Koemans drøm at træne Barca en dag, men han havde helt sikkert ikke forestillet sig, at det skulle blive så meget opad bakke, som det er tilfældet. Der venter endnu en sæson med svære vilkår.

Da Koeman kom til for et år siden overtog han et hold i dyb krise efter 8-2 lussingen mod Bayern München og med en Messi der ville væk, men som blev tvunget til at blive. Samtidig hærgede corona og Barcas stramme økonomi forhindrede de forstærkninger som hollænderen bad om.

Koeman havde helt sikkert håbet på bedre vilkår i sin anden sæson, men nu ser det reelt værre ud end for et år siden. Økonomien er i den grad i knæ og det har betydet et farvel til Messi, noget som med garanti ærgrer Koeman rigtig meget.

Med Messis uventede exit står Koeman med en trup der ikke er forberedt på, at skulle klare sig uden holdets markant mest afgørende spiller gennem 15 år. Samtidig er der ingen penge til at forstærke holdet yderligere, end de spillere der allerede er kommet til.

Koemans anden sæson bliver således også under nogle vilkår der slet ikke er optimale. Reelt er det vilkår der må give panderynker inden den nye sæson, for Barcas mandskab står svækket tilbage med kun to dage til at ligaen starter.

Som stemningen er lige nu i klubben, er det svært at tro på en succesfuld sæson, for savnet af Messi vil fylde meget, både på og udenfor banen. Derfor er det utroligt vigtigt for Koeman og hans spillere at komme godt fra start, så troen på en god sæson kan begynde at vokse.

.:FORSIDE:.