fbpx
Annonce

En svær kamp på et meget kritisk tidspunkt

FCBARCELONA.DK - 30.06.20

© Getty Images
// Atletico Madrid

Barca oplever i den grad modvind i øjeblikket, med problemer på stort set alle fronter. Derfor kommer den svære kamp mod Atlético Madrid på et skidt tidspunkt for holdet, der har ryggen mod muren.

Det er på alle måder en kaotisk sæson for Barca. Der har længe hersket krise på ledelsesgangen, spillet har ikke fungeret, resultaterne på udebane har svigtet, der har været en trænerfyring, truppen er for smal og senest er forholdet mellem trænerstab og spillere blevet anstrengt. Dertil kommer at det hele er blevet afbrudt af en lang og svær coronakrise.

Det er derfor svært at finde noget positivt at tale om i Barcelona i øjeblikket. Det foreløbige lavpunkt kom i weekenden, hvor Real Madrid trak fra i toppen af ligaen og Messi tydeligt udstillede sin foragt for især assistentræner Eder Sarabia. Stemningen er ikke god i klubben og det kan næsten ikke undgå at påvirke præstationerne på banen, der i forvejen ikke har været for gode.

Midt i alt dette kaos, kommer en af sæsonens sværeste hjemmekampe. Atlético Madrid bider altid fra sig og er aldrig lette at besejre. Det er et hold man slår sig på og som kræver maksimal koncentration. Spørgsmålet er om Quique Setién evner at sætte sine spillere op til en så krævende opgave.

Kendsgerningen er nemlig, at der ikke er råd til at smide flere point, hvis håbet om et mesterskab skal holdes i live. Der er altså maksimalt pres på Barca-spillerne samtidig med, at alt omkring dem er kaos. Her kan man virkelig tale om, at have ryggen mod muren.

Det eneste der måske kan bære holdet igennem en så svær situation, er spillernes erfaring. Spillerne som Ter Stegen, Piqué, Alba, Busquets, Vidal, Rakitic, Messi og Suárez har utallige gange oplevet et maksimalt pres og i aften får de brug for al den opsamlede erfaring, for at kunne bære holdet gennem en svær aften på Camp Nou, hvor kun en sejr kan bruges til noget.

.:FORSIDE:.