fbpx

En Barca-sejr vil sætte Atlético under massivt pres

FCBARCELONA.DK - 25.04.21

// La Liga // Atletico Madrid // Villarreal


Der lagt op til en spændende søndag i La Liga, ikke mindst efter at Real Madrid smed point i går mod Betis. Lykkes det for Barca vinde over Villarreal i eftermiddag, øges presset på Atlético op til deres svære kamp i Bilbao i aften.

Man kan ikke klage over spændingen i La Liga, hvor Atlético Madrid, Real Madrid, Barcelona og Sevilla alle øjner muligheden for at vinde mesterskabet. Inden søndagens kampe skiller kun seks point nr. 1 og nr. 4.

Real Madrid måtte i går nøjes med 0-0 mod Real Betis og det endda hjemme i Madrid. Dermed tabte de hvide et vigtigt skridt i topkampen og det skal Barca forsøge at udnytte i eftermiddag, når de møder Villarreal på Estadio de la Cerámica.

Samtidig vil en sejr til Barca sætte ligaens førerhold Atlético Madrid under et massivt pres, inden de i aften møder Athletic Club Bilbao på udebane. San Mamés er altid svær at spille på, så her kommer træner Diego Simeone og hans spillere på hårdt arbejde.

Barca har ikke tabt på Villarreals bane siden 2007 og ser man på valencianernes statistik på hjemmebane denne sæson, er den ikke imponerende, for her har de kun vundet seks ud af femten kampe. Alligevel kæmper Villarreal med om den vigtige 5. plads i ligatabellen, der giver adgang til Europa League og det skyldes ikke mindst gode resultater på udebane.

Barca kommer ind til dagens kamp med pokalsejren på 4-0 over Bilbao for en uge siden og 5-2 sejren over Getafe torsdag, så den catalanske målmaskine er velsmurt inden mødet med Villarreal i dag.

Barcas kamp mod Villarreal fløjtes i gang kl. 16.15, mens Bilbao-Atlético spilles kl. 21.00. Begge kampe vises på TV2 Sport X.

.:FORSIDE:.