Dro vandt to mesterskaber og Champions League
Søren Wennerwald - 01.06.26
Stortalentet Pedro Fernández, nok bedre kendt som Dro, skabte stor polemik i vinter ved at købe sig fri af Barca og skifte til PSG. Trods sparsomt med spilletid under træner Luis Enrique står han nu med tre trofæer.
Hansi Flick var massivt skuffet over, at Dro droppede Barca og lod sig lokke til PSG, hvor Luis Enrique lovede ham en rolle på holdet. I Barca følte midtbanespilleren fra La Masia, at vejen til regelmæssig spilletid var svær med navne som De Jong, Bernal, Pedri, Olmo, Fermín og Gavi i truppen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Lørdag aften sad Dro på bænken, da PSG mødte Arsenal i Champions League-finalen, og her blev han siddende i samtlige 90 minutter og i den efterfølgende forlængede spilletid på to gange 15 minutter. Samlet set fik han kun tre minutter for PSG i Champions League turneringen, men han var udtaget til alle kampene. Til sammenligning fik han 59 minutter under Flick mod Olympiakos i ligafasen.
I Ligue 1 har Dro derimod fået mere spilletid, end han nok kunne have forventet i Barca under Flick. Det har tydeligvis været Luis Enriques plan at køre den 18-årige ind på holdet mod de lidt lettere modstandere, som der er en del af i den franske liga. I alt 12 kampe og en enkelt scoring er det blevet til.
Dro har således vundet mesterskabet og Champions League med PSG, men han kan også kalde sig spansk mester, for med en halv sæson i Barca, hvor han fik fire ligakampe med 89 minutter i alt, får han også tilsendt en medalje for mesterskabet i La Liga.
© Getty Images// Pedro Fernández Dro