fbpx
Annonce

Disse seks spillere pryder facaden på det nye Camp Nou

Simon Arun Vrábel - 02.07.22

// Camp Nou

Med Spotifys indtog på Camp Nou har facaden på stadionet også fået et nyt design og her er det interessant at se både hvem man har valgt som frontfigurer, men også hvem der er blevet fravalgt.

Svenske Spotify er nu ankommet til Barca og fra 1. juli hedder catalanernes historiske stadion nu, Spotify Camp Nou. Ændringen har betydet at man designmæssigt har givet facaden et løft og der er i den forbindelse blevet produceret et kæmpe banner med seks spillere som repræsenterer klubbens nutid og fremtid. Helt velfortjent deler herre- og dameholdet de seks pladser med tre hver.

Artiklen fortsætter under annoncen


På facaden repræsenterer Ansu Fati, Pedri og Aubameyang herreholdet og her er sidstnævnte en overraskelse, for det er de færreste som ville fremhæve den 33-årige angriber fra Gabon som én af holdets største profiler. Her kunne det have været oplagt at vælge én af klubbens anførere i stedet, f.eks. Busquets eller Piqué.

I den catalanske presse hæfter man sig desuden ved at Frenkie de Jong, som tidligere var at finde på lignende banner, ikke længere pryder det store stadion. At Pedri og Ansu Fati repræsenterer holdets fremtid kan kun de færreste argumentere imod.

Som noget nyt er Barcas kvindehold, Barca Femeni, også repræsenteret og det er bestemt på sin plads og helt fortjent, for det catalanske kvindehold har haft en fænomenal sæson. Kvindeholdet vandt ligaen med 30 sejre i 30 kampe og i løbet af sæsonen opbyggede de en sejrsstime på imponerende 45 sejre i træk. Derfor er det velfortjent at Mapi León, Alexia Putellas og Aitana Bonmatí deler pladsen på front af Camp Nou med deres mandlige kollegaer.

.:FORSIDE:.