fbpx

Di Maria: 'Vi slog kun Barca ved at sparke dem ned'

FCBARCELONA.DK - 20.11.24

 


Angel Di Maria stod i sin tid som Real Madrid-spiller adskillige gange overfor ærkerivalerne fra Barca, som dengang blev trænet af Pep Guardiola. I et interview husker argentineren tilbage de intense Clásico-kampe, hvor madrilenerne ofte gik over grænsen.

Den nu 36-årige Di Maria spillede fire år i Real Madrid i perioden fra 2010 til 2014. De to første år var samtidig med, at Pep Guardiola havde sine to sidste sæsoner på Camp Nou, hvor han stod i spidsen for et af de måske bedste hold i historien. I et interview på Youtube erkendte Di Maria, at man kun kunne besejre Barca på én måde.

'Den eneste måde at besejre det Barcelona-hold på var ved at sparke dem ned, score på vores chancer og løbe mere end dem. Og det førte til, at der opstod slagsmål på banen. Nogle gange var jeg bange for, at de ville skade Messi. Jeg var mere bekymret for, at der skulle ske noget med ham, end noget som helst andet' fortalte Di Maria til journalisten Juan Pablo Varsky.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Di Maria huskede især tilbage på Copa del Rey-finalen på Mestalla i Valencia i 2011. Her vandt Real Madrid med 1-0 i en kamp, hvor Di Maria fik et rødt kort og hvor madrilnerne spillede tæt på voldeligt.

'Kampen på Mestalla var virkelig hård og for os gjaldt det om at sparke dem ned igen og igen. På et tidspunkt var jeg nødt til at tackle Messi, som var på vej mod os på en kontra. Jeg løftede ham op bagefter og sagde: 'Undskyld min ven, men hvis jeg ikke stoppede dig, ville du have scoret. Jeg havde ikke noget andet valg'. Sådan var vores spil bare, det var umuligt at gøre anderledes' forklarede Di Maria.

Di Maria spiller i dag i Benfica, hvor til han skiftede på en fri transfer i 2023. I sommer stoppede han på det argentinske landshold efter at have vundet Copa América sammen med netop Lionel Messi.

// El Clásico // Angel Di Maria
.:FORSIDE:.