fbpx

Det tegner til præsidentvalg i marts måned

FCBARCELONA.DK - 16.01.26

 


Der skal afholdes præsidentvalg i FC Barcelona i 2026, og noget tyder på, at det allerede kommer til at ske i marts måned. Præsident Laporta og hans bestyrelse forventes at melde datoen ud her i januar måned.

Ifølge klubbens vedtægter skal der afholdes præsidentvalg her i 2026, hvor Joan Laportas periode udløber. Fristen er november, men nu fortæller avisen Sport, at det nok allerede bliver i marts måned. Det bliver besluttet på et bestyrelsesmøde i denne måned.

Artiklen fortsætter under annoncen


Et præsidentvalg skaber altid en masse støj i og omkring klubben, og derfor vil Laporta gerne have valget afviklet, inden sæsonen går ind i den absolut afgørende fase. Samtidig vurderer ledelsen, at det ikke er optimalt at vente til efteråret, da mange beslutninger skal tages op til den kommende sæson, og her er det vigtigt at vide, hvem der leder klubben.

Samtidig vil præsidentkandidaterne bringe mulige spillernavne i spil, hvilket kan skabe uro i truppen, så den proces vil Laporta gerne have overstået, inden sæsonen afgøres.

Planen er at holde valget i forbindelse med en hjemmekamp, hvor mange af klubbens medlemmer alligevel møder ind på Spotify Camp Nou. Det vil helt sikkert være med til at øge valgdeltagelsen. Her kunne søndag den 22. marts være et godt bud, når holdet møder Rayo Vallecano.

Det ligger allerede fast, at Joan Laporta genopstiller, og han kan forvente flere modkandidater, hvor Victor Font er den mest fremtrædende. Han stillede også op ved seneste valg og er en stærk kritiker af Laporta. Når valget er udskrevet, kommer der en periode, hvor kandidaterne kan melde sig, hvilket kræver et bestemt antal underskrifter fra klubbens medlemmer.

Det er et vigtigt valg, for vinderen kommer til at lede klubben de næste fem år, hvor genoprettelsen af økonomien skal fortsætte, og hvor Spotify Camp Nou færdiggøres med plads til 105.000 tilskuere.

laporta9F
© Getty Images

// Joan Laporta
.:FORSIDE:.