Det må ikke glippe mod Rayo i dagens kamp
Søren Wennerwald - 22.03.26
Barca og Rayo Vallecano har spillet ret tætte kampe på det seneste, men alligevel bør der aldrig være tvivl om udfaldet, når holdet fra Madrid i dag kommer på besøg. For Barca handler det om at lægge pres på Real Madrid.
Barca har vist skræmmende styrke på hjemmebane i denne sæsons La Liga, uanset om det har været på Estadi Olímpic, Estadi Johan Cruyff eller Spotify Camp Nou, som er de tre stadions, der er blevet benyttet. 14 ud af 14 hjemmekampe er vundet, og målscoren er utrolige 46-8.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den statistik må ikke blive ødelagt i dagens kamp, der fløjtes i gang på det usædvanlige tidspunkt kl. 14.00. Rayo har leveret ustabile præstationer denne sæson og kæmper for at holde sig fri af nedrykningsstregen, der inden dagens kamp kun er fire point væk.
Barca er storfavorit, men de seneste indbyrdes resultater viser, at Rayo ikke er nemme at besejre. I det omvendte møde i Madrid tidligere på sæsonen sluttede det 1-1, og i sidste sæson vandt Barca kun med 1-0 på hjemmebane og 1-2 på udebane.
Rayo er kendt for deres intense høje pres og modige spil, og det har altså før givet Barca udfordringer. Det skal Hansi Flick forsøge at løse i dagens kamp, for ellers kan der pludselig opstå tvivl om udfaldet.
Barca må fortsat undvære nøglespillere som Koundé, Balde og De Jong, ligesom Andreas Christensen fortsat er ude med sin knæskade og nok vil være det resten af sæsonen.
Barca-spillerne kan motiveres af, at en sejr vil øge presset på Real Madrid, der i aften skal på en meget svær opgave mod lokalrivalerne fra Atlético Madrid. Kommer der et pointtab til de hvide i det opgør, vil Barca pludselig komme tættere på at genvinde mesterskabet. Inden søndagens kampe fører Barca med fire point ned til Real Madrid.
Kampen i dag fløjtes i gang kl. 14.00, og desværre vises den ikke på dansk tv.
© Getty Images// Rayo Vallecano